Udfordringerne med at få alle til at lykkes, ikke mindst dem, der må kæmpe mere end andre, har altid haft mit hjerte – både grundet privat erfaring og mit virke som mangeårig virksomhedsleder og nu selvstændig ledelsesrådgiver.

Jeg har kæmpe respekt for professor Nina Smith. Er stor fan og har derfor set frem til offentliggørelsen af rapporten fra Reformkommissionen. 

Nu er den tredje og sidste rapport ”Nye reformveje 3” så præsenteret. Rapporten indeholder anbefalinger til, hvordan flere i gruppen af 200.000 unge og voksne, der er mere eller mindre op offentlig forsørgelse, kan hjælpes til at komme tættere på uddannelse eller arbejdsmarkedet.

Jeg har ikke læst hele rapporten, men ud fra præsentationen at dømme, så er der mange gode tanker

Især giver det mening at ”systemet skal tilpasse sig borgeren – ikke omvendt”; at der ”skal tones ned for mistilliden og op for tilliden” og at der skal meget større fokus på IPS – Individuel Planlagt Støtte.

I oplægget fra kommissionen er fokus og konkrete initiativer møntet på ordblinde voksne og indvandrer med ringe danskkundskaber. Og de fleste initiativer handler om at få de udsatte i job.

Det er godt.

Men, men, men…

For de gode intentioner til trods, så synes jeg kommissionens vægt ligger for meget på job-delen. Og mindre på uddannelsesdelen. Og desværre overser man igen en bestemt gruppe.

Nemlig de unge med psykiske udfordringer og diagnoser. Unge der på trods af – og nogle på grund af deres diagnoser har nogle helt særlige talenter og kompetencer. Unge som vi bør give en ekstra hjælpende hånd, så de kan hjælpe sig selv.

Udfordringerne til trods er denne gruppe unge lige så forskellige som alle andre unge. Det gælder også ift. arbejde og uddannelse. Desværre synes kommissionen at mene, at denne gruppes problemer bedst løses ved at få dem alle ”ud på arbejdsmarkedet”.

Tilknytning til arbejdsmarkedet virker helt sikkert for mange. Men der er altså også mange unge derude, der både kan og vil tage en uddannelse, men som ikke er kommet i gang, fordi de ikke passer ind i de kasser og systemer, som samfundet dikterer, for at man kan komme ind på en videregående uddannelse.  

Hvis man valgte at se de unge som en ressource, ville man opdage, at der er mange unge, der på trods af deres udfordringer, diagnoser og skæve start på voksenlivet, både har talent, evner, passion og kompetencer. Sammen med alle deres udfordringer, rummer de ofte evner og ressourcer ud over det sædvanlige. For diagnoser kan også betyde helt ekstraordinære evner – en ekstraordinær dedikation, ”nørdethed” om man vil. Og det inden for mange områder – naturvidenskab, musik, teater, teknik, IT, digitalisering og alt muligt andet. De ”utilpassede” unge har så meget at byde på, hvis de bare får en chance. Hvis vi bare turde tænke og se diversiteten – også her.

Hvis det er det, kommissionen vil, når de taler om at lytte til borgeren, om at tilbyde individuel planlagt støtte og at beskæftigelsesindsatsten skal være en social indsats. Hvis det er det, de mener, så er der håb. Hvis ikke, vil disse unge også efter kommissionens fremlæggelse fortsætte med at opleve nederlag på nederlag. Og til sidst vil de give op og melde sig ud.

Det er uendelige trist og et kæmpe ressourcespil - menneskeligt, socialt og økonomisk.  

Tænk hvis vi – kommissionen, politikere, forældre, uddannelsesinstitutionerne denne gang for alvor LYTTEDE til de unge, der på grund af deres diagnoser risikerer at blive marginaliserede. Tænk hvis vi stoppede med at se dem som en belastning eller som en homogen gruppe. Tænk hvis vi var ægte nysgerrige på, hvad de hver især har af evner, kompetencer og drømme. Og tænk hvis vi mente det ærligt, det med lige muligheder ude i virkeligheden.

Som reglerne er i dag, kan unge med diagnoser få særlig støtte og ekstra SU, HVIS de kommer ind på en uddannelse. De kan også få hjælp, når de efter en uddannelse kommer i job.

Men det er uden betydning for de her unge. For når man ikke passer ind i de ”almindelige” kasser og systemer, så er den store uoverstigelige barriere for mange overhovedet at KOMME IND på den uddannelse, hvor de faktisk kan lykkes.

Jeg havde håbet og ønsket, at reformkommissionen havde fokus på netop denne gruppes adgang til uddannelsesinstitutionerne. Både de erhvervsfaglige og de videregående. At de for alvor ville invitere de unge ind i fællesskabet ved at gøre det lettere for dem at komme ind på ”drømmeuddannelsen”.

Jeg havde håbet, at Nina Smith og Co ville anerkende, at når hverdagen er en kamp for overhovedet at være til, så ville den bedste, mest empatiske og samfundsøkonomiske håndsrækning være en meget lettere adgang til at uddanne sig og blive en del af arbejdsfællesskabet.

Helt konkret kan vi fra i dag beslutte, at der på såvel erhvervs- og videregående uddannelser øremærker et antal ”fripladser”, som forbeholdes disse unge. Lad lysten drive værket – og lad de unge sammen med deres kommunale sagsbehandler – mentor ifølge kommissionen – lægge planen – og lad os andre støtte op om det – alt det vi kan. Og lad os udskifte passiv forsørgelse og kontrol med tillid og menneskelighed. I det er jeg enig med kommissionen.