Udfordringerne med at få alle til at lykkes, ikke mindst dem, der må kæmpe mere end andre, har altid haft mit hjerte – både grundet privat erfaring og mit virke som mangeårig virksomhedsleder og nu selvstændig ledelsesrådgiver.

Jeg har kæmpe respekt for professor Nina Smith. Er stor fan og har derfor set frem til offentliggørelsen af rapporten fra Reformkommissionen. 

Nu er den tredje og sidste rapport ”Nye reformveje 3” så præsenteret. Rapporten indeholder anbefalinger til, hvordan flere i gruppen af 200.000 unge og voksne, der er mere eller mindre op offentlig forsørgelse, kan hjælpes til at komme tættere på uddannelse eller arbejdsmarkedet.

Jeg har ikke læst hele rapporten, men ud fra præsentationen at dømme, så er der mange gode tanker

Især giver det mening at ”systemet skal tilpasse sig borgeren – ikke omvendt”; at der ”skal tones ned for mistilliden og op for tilliden” og at der skal meget større fokus på IPS – Individuel Planlagt Støtte.

I oplægget fra kommissionen er fokus og konkrete initiativer møntet på ordblinde voksne og indvandrer med ringe danskkundskaber. Og de fleste initiativer handler om at få de udsatte i job.

Det er godt.

Men, men, men…

For de gode intentioner til trods, så synes jeg kommissionens vægt ligger for meget på job-delen. Og mindre på uddannelsesdelen. Og desværre overser man igen en bestemt gruppe.

Nemlig de unge med psykiske udfordringer og diagnoser. Unge der på trods af – og nogle på grund af deres diagnoser har nogle helt særlige talenter og kompetencer. Unge som vi bør give en ekstra hjælpende hånd, så de kan hjælpe sig selv.

Udfordringerne til trods er denne gruppe unge lige så forskellige som alle andre unge. Det gælder også ift. arbejde og uddannelse. Desværre synes kommissionen at mene, at denne gruppes problemer bedst løses ved at få dem alle ”ud på arbejdsmarkedet”.

Tilknytning til arbejdsmarkedet virker helt sikkert for mange. Men der er altså også mange unge derude, der både kan og vil tage en uddannelse, men som ikke er kommet i gang, fordi de ikke passer ind i de kasser og systemer, som samfundet dikterer, for at man kan komme ind på en videregående uddannelse.  

Hvis man valgte at se de unge som en ressource, ville man opdage, at der er mange unge, der på trods af deres udfordringer, diagnoser og skæve start på voksenlivet, både har talent, evner, passion og kompetencer. Sammen med alle deres udfordringer, rummer de ofte evner og ressourcer ud over det sædvanlige. For diagnoser kan også betyde helt ekstraordinære evner – en ekstraordinær dedikation, ”nørdethed” om man vil. Og det inden for mange områder – naturvidenskab, musik, teater, teknik, IT, digitalisering og alt muligt andet. De ”utilpassede” unge har så meget at byde på, hvis de bare får en chance. Hvis vi bare turde tænke og se diversiteten – også her.

Hvis det er det, kommissionen vil, når de taler om at lytte til borgeren, om at tilbyde individuel planlagt støtte og at beskæftigelsesindsatsten skal være en social indsats. Hvis det er det, de mener, så er der håb. Hvis ikke, vil disse unge også efter kommissionens fremlæggelse fortsætte med at opleve nederlag på nederlag. Og til sidst vil de give op og melde sig ud.

Det er uendelige trist og et kæmpe ressourcespil - menneskeligt, socialt og økonomisk.  

Tænk hvis vi – kommissionen, politikere, forældre, uddannelsesinstitutionerne denne gang for alvor LYTTEDE til de unge, der på grund af deres diagnoser risikerer at blive marginaliserede. Tænk hvis vi stoppede med at se dem som en belastning eller som en homogen gruppe. Tænk hvis vi var ægte nysgerrige på, hvad de hver især har af evner, kompetencer og drømme. Og tænk hvis vi mente det ærligt, det med lige muligheder ude i virkeligheden.

Som reglerne er i dag, kan unge med diagnoser få særlig støtte og ekstra SU, HVIS de kommer ind på en uddannelse. De kan også få hjælp, når de efter en uddannelse kommer i job.

Men det er uden betydning for de her unge. For når man ikke passer ind i de ”almindelige” kasser og systemer, så er den store uoverstigelige barriere for mange overhovedet at KOMME IND på den uddannelse, hvor de faktisk kan lykkes.

Jeg havde håbet og ønsket, at reformkommissionen havde fokus på netop denne gruppes adgang til uddannelsesinstitutionerne. Både de erhvervsfaglige og de videregående. At de for alvor ville invitere de unge ind i fællesskabet ved at gøre det lettere for dem at komme ind på ”drømmeuddannelsen”.

Jeg havde håbet, at Nina Smith og Co ville anerkende, at når hverdagen er en kamp for overhovedet at være til, så ville den bedste, mest empatiske og samfundsøkonomiske håndsrækning være en meget lettere adgang til at uddanne sig og blive en del af arbejdsfællesskabet.

Helt konkret kan vi fra i dag beslutte, at der på såvel erhvervs- og videregående uddannelser øremærker et antal ”fripladser”, som forbeholdes disse unge. Lad lysten drive værket – og lad de unge sammen med deres kommunale sagsbehandler – mentor ifølge kommissionen – lægge planen – og lad os andre støtte op om det – alt det vi kan. Og lad os udskifte passiv forsørgelse og kontrol med tillid og menneskelighed. I det er jeg enig med kommissionen.

 

 

 

Stress er på vej til at blive en folkesygdom.
Vi ser folketingsmedlemmer, erhvervsledere, ministre og mennesker i vores omgangskreds, der må "smide håndklædet". Der "ikke kan klare mosten", fordi de "går ned" med stress.

Ville sådan ønske, at vi i vores sprog og mindset omkring stress var mere opmærksomme på, at stress - og andre mentale udfordrende tilstande - ikke handler om, om man er en touch cookie. Om man er robust. Om man er stærk, kampklar, fit for fight.

For mennesker rammes ikke af stress, fordi de ikke er "stærke nok", men fordi de over lang tid, har håndteret mere ansvar, klaret flere opgaver, imødekommet for mange forventninger. Fordi de har prøvet at være stærkere, end det er menneskeligt muligt og fordi det de skulle "klare" har været mere, end det er muligt at klare.

Når en aldeles arbejdsom og ansvarlig partileder og forsvarsminister (formodentlig ) er sygemeldt grundet stress, kommer spørgsmålet.
Er han ikke stærk nok? Kan han ikke klare opgaven? Er han "for svag"?
Men når man tager de sidste års arbejdsliv, ansvar, udfordringer, opgaver og forventninger i betragtning, så er det ikke underligt, at stråen ender med at knække kamelens ryg. Uanset hvor stærk kamelen er.

Det samme med store stærke og dygtige Mikkel Hansen, som vi forventer til enhver tid skal og kan redde nationens ære. Når selv Mikkel Hansen kan blive ramt at stress, er det endnu et bevis på, at det ikke handler om mangel på hverken mental eller fysisk styrke.

Det samme gælder for de 80 (!) kontorchefer i Skat, der er udsat for "sundhedsmæssig risiko", når de går på arbejde i den styrelse, der skal sørge for nye ejendomsvurderinger (dagens Berlingske). Og for den veninde, der må give op, fordi hun gør sit arbejde godt og er pligtopfyldende, når efterspørgslen på det, hun gør, bare stiger og stiger. Hvor hun hjælper andre så meget, at hun slider sig selv op.

Det handler ikke om styrke. Det handler ikke om, at mennesker, der rammes af stress, ikke er stærke nok. Det handler om, at DE ER MENNESKER - og at alle mennesker kan arbejde sig ud over kanten.

Og at vi desværre alt for længe har accepteret, at det er muligt at ryge ud over kanten. At vi ikke har taget hinandens mentale sundhed alvorlig nok til at indrette vores arbejdsliv på en måde, så vi ikke slider os selv og hinanden i stykker.
Og ja - det er ikke kun opgaverne. Det er medierne - også de sociale, vores egne ambitioner, umodne og urealistiske chefer...
Og nej - jeg har ikke LØSNINGEN.

Men lad os begynde med den helt store erkendelse - at stress ikke handler om svaghed. Og lad os bruge den erkendelse i måden, vi taler om stress på...
At vi anerkender, at det kan ramme alle - og at når det rammer, så er det fordi vi som ledere, arbejdspladser, kolleger, venner - og os selv - ikke har været i stand til at stoppe i tide - haft muligheden.

Måske er det der, vi mangler styrken - og modet.

Det er helt ude i hampen. Utroligt. Beskæmmende. Pinligt. Irriterende. Uacceptabelt.

Det er for dårligt. For pokker da…

Halvdelen af den danske befolkninge består af kvinder. Dygtige, kompentente, kvalificerede kvinder.
Men de er åbenbart ikke dygtige nok til, at medierne kan bruge dem som eksperter. Der må vi ty til mændene. Det ved man, hvad er.

Når jeg som kvinde taler med headhuntere om bestyrelsesposter, lyder et godt råd ofte - du skal være mere synlig. Skriv nogle kronikker, stil dig til rådighed med din faglighed og gerne også nogle holdninger.
Jeg er ikke den eneste, der har fået det råd.
Og der er masser af kvinder, der både kan og vil.

Men med mediernes totale blindhed, når det gælder kvinder som eksperter, så bliver det lidt en udfordring. Det der med synlighed.
For ikke at tale om rollemodeller. Og mangfoldighed i ledelser, råd og nævn. Og blandt professoraterne på universiteterne.
For ikke at nævne i medierne selv. I deres ledelser og bestyrelser. Og i den måde de ser verden på.

Kom nu. Udvid horisonten.

PS: magter ikke endnu en ørkesløs diskussion i presselogen om, hvem der gør det mindst ringe. Så spar os gerne for det.
Gør noget i stedet.

RING til en kvinde hver anden gang. Både hvis du er mediechef og bestyrelsesformand. Eller den der tildeler professorater eller sidder i ansættelsesudvalget for topledere.

Statsministeren talte i aftes om de unge, som ikke passer ind i de kasser, som de fleste passer ind i. Om de 45.000 unge, der ikke er i uddannelse eller arbejde.
Om deres mangfoldigged og potentiale.
At de skal have muligheder, der passer til dem.
Hun talte også om at løfte faguddannelserne.

At regeringsgrundlaget har så stor fokus på de 45.000 unge mænd og kvinder er glædeligt. Og på tide. Det samme med erhvervsuddannelserne.

Men jeg bliver lidt bekymret, for jeg hører at der sættes lighedstegn mellem sårbare unge/unge med diagnoser og faguddannelser. At løsningen på de sårbare unges udfordringer er en ”tømmeruddannelse”.
Det er det også. For mange. Men det gør det ikke alene.

For de sårbare unge er lige så forskellige, som alle vi andre. og hvis jeg blev spurgt om et råd til løsninger, ville jeg gøre det lettere for unge med diagnoser og andre benspænd at komme i gang med en uddannelse. At komme gennem nåleøjet ind på en uddannelse, hvor de lige præcis kan bruge de særlige kompetencer, mange af dem besidder.
Uanset om det er en boglig eller faglig uddannelse.

For de unge, der kan og vil en uddannelse, er der allerede gode muligheder for særlig støtte, når de ER kommet ind på en uddannelse. Der er også mulighed for økonomisk støtte i form af højere SU.
Men hvor ville det være fantastisk, hvis man samtidig med, at man styrker erhvervsuddannelserne, øremærkede et antal uddannelsespladser på uddannelsesinstitutionerne og forbeholdt dem de sårbare unge, der gerne vil studere - men som ofte har svært ved selv at skaffe sig vej ind.
Med dedikerede studiepladser får de en vej ind i et liv, hvor de kan udvikle sig og gøre det, de brænder for og samtidig bidrage til samfundet - og være ligeværdige deltagere i det selvsamme samfund.

For sårbarheder og diagnoser til trods, så har disse unge mennesker så meget at byde på. Og ofte har de også nogle andre spændende og givende perspektiver på både verden og livet.
De skal bare have muligheden for at tage en lidt anden rute… uden stopklodser og spærrebomme.

Jeg har altid har været optaget af ligestilling. Eller rettere manglende ligestilling og mangfoldighed.
For hvor absurd er det ikke, at det hovedsageligt er mænd, der sidder på ledelsesposterne og i bestyrelserne?
Som jeg har ytret før, mener jeg ikke, at den herskende maskuline kultur og norm blot skyldes ønsket om at fastholde magtprivilegier. En anden væsentlig faktor er ubevidste bias, der fylder meget mere, end vi selv ser og erkender.

At vi stadig er håbløs bagud på ligestillingsfronten, er ikke bare ærgerligt. Det er direkte uklogt, når der er så mange fordele ved lige muligheder, ligestilling og kvinders rettigheder. For eksempel økonomiske og i relation til værdiskabelse og innovation. Ligestilling gavner samfundet, virksomhederne og mænd og kvinder.

Sammen med min nye fantastisk netværk-body Jette Bjerrum har vi udforsket det faktum, at ligestilling også er helt afgørende for, at vi kan løse klimakrisen. At der er en direkte sammenhæng mellem ligestilling og mindre udledning af CO2.
Men for at udfolde potentialet og dermed løse en af de mange multikriser, der i disse år ruller ind over os, så skal vi ikke bare handle på en anden måde. Vi skal også tænke anderledes. Det gælder ikke mindst i den måde, vi tænker politik.

Det har vi skrevet en kronik om. Det der startede som en løs idé på et kaffemøde, er i dag at læse i Børsen.
For mig personlig er det lidt af en milestone. For det er første gang, jeg taler med min ”egen stemme” i offentlig regi. Til dato har jeg altid skrevet eller talt på vegne af et brand eller en virksomhed. Det føles ret vildt.
Og timingen… ja det er lige tidsnok til at den nye regering kan nå at udnævne en bæredygtighedsminister.

https://lnkd.in/eF42XNfp




#ligestilling #mangfoldighed #kvindersrettigheder #multikriser #klimakrise #klima #bæredygtighed #policymaking #bæredygtighedsministerium #bæredygtigregering #bæredygtighedsminister #bæredygtighedsministerium #danmarksomrollemodel #innovation #erhvervsminister #klimaminister #ligestillingsminister
#bestyrelse