Plads til alle #1
Statsministeren talte i aftes om de unge, som ikke passer ind i de kasser, som de fleste passer ind i. Om de 45.000 unge, der ikke er i uddannelse eller arbejde.
Om deres mangfoldigged og potentiale.
At de skal have muligheder, der passer til dem.
Hun talte også om at løfte faguddannelserne.
At regeringsgrundlaget har så stor fokus på de 45.000 unge mænd og kvinder er glædeligt. Og på tide. Det samme med erhvervsuddannelserne.
Men jeg bliver lidt bekymret, for jeg hører at der sættes lighedstegn mellem sårbare unge/unge med diagnoser og faguddannelser. At løsningen på de sårbare unges udfordringer er en ”tømmeruddannelse”.
Det er det også. For mange. Men det gør det ikke alene.
For de sårbare unge er lige så forskellige, som alle vi andre. og hvis jeg blev spurgt om et råd til løsninger, ville jeg gøre det lettere for unge med diagnoser og andre benspænd at komme i gang med en uddannelse. At komme gennem nåleøjet ind på en uddannelse, hvor de lige præcis kan bruge de særlige kompetencer, mange af dem besidder.
Uanset om det er en boglig eller faglig uddannelse.
For de unge, der kan og vil en uddannelse, er der allerede gode muligheder for særlig støtte, når de ER kommet ind på en uddannelse. Der er også mulighed for økonomisk støtte i form af højere SU.
Men hvor ville det være fantastisk, hvis man samtidig med, at man styrker erhvervsuddannelserne, øremærkede et antal uddannelsespladser på uddannelsesinstitutionerne og forbeholdt dem de sårbare unge, der gerne vil studere - men som ofte har svært ved selv at skaffe sig vej ind.
Med dedikerede studiepladser får de en vej ind i et liv, hvor de kan udvikle sig og gøre det, de brænder for og samtidig bidrage til samfundet - og være ligeværdige deltagere i det selvsamme samfund.
For sårbarheder og diagnoser til trods, så har disse unge mennesker så meget at byde på. Og ofte har de også nogle andre spændende og givende perspektiver på både verden og livet.
De skal bare have muligheden for at tage en lidt anden rute… uden stopklodser og spærrebomme.
Om deres mangfoldigged og potentiale.
At de skal have muligheder, der passer til dem.
Hun talte også om at løfte faguddannelserne.
At regeringsgrundlaget har så stor fokus på de 45.000 unge mænd og kvinder er glædeligt. Og på tide. Det samme med erhvervsuddannelserne.
Men jeg bliver lidt bekymret, for jeg hører at der sættes lighedstegn mellem sårbare unge/unge med diagnoser og faguddannelser. At løsningen på de sårbare unges udfordringer er en ”tømmeruddannelse”.
Det er det også. For mange. Men det gør det ikke alene.
For de sårbare unge er lige så forskellige, som alle vi andre. og hvis jeg blev spurgt om et råd til løsninger, ville jeg gøre det lettere for unge med diagnoser og andre benspænd at komme i gang med en uddannelse. At komme gennem nåleøjet ind på en uddannelse, hvor de lige præcis kan bruge de særlige kompetencer, mange af dem besidder.
Uanset om det er en boglig eller faglig uddannelse.
For de unge, der kan og vil en uddannelse, er der allerede gode muligheder for særlig støtte, når de ER kommet ind på en uddannelse. Der er også mulighed for økonomisk støtte i form af højere SU.
Men hvor ville det være fantastisk, hvis man samtidig med, at man styrker erhvervsuddannelserne, øremærkede et antal uddannelsespladser på uddannelsesinstitutionerne og forbeholdt dem de sårbare unge, der gerne vil studere - men som ofte har svært ved selv at skaffe sig vej ind.
Med dedikerede studiepladser får de en vej ind i et liv, hvor de kan udvikle sig og gøre det, de brænder for og samtidig bidrage til samfundet - og være ligeværdige deltagere i det selvsamme samfund.
For sårbarheder og diagnoser til trods, så har disse unge mennesker så meget at byde på. Og ofte har de også nogle andre spændende og givende perspektiver på både verden og livet.
De skal bare have muligheden for at tage en lidt anden rute… uden stopklodser og spærrebomme.