Det er helt ude i hampen. Utroligt. Beskæmmende. Pinligt. Irriterende. Uacceptabelt.

Det er for dårligt. For pokker da…

Halvdelen af den danske befolkninge består af kvinder. Dygtige, kompentente, kvalificerede kvinder.
Men de er åbenbart ikke dygtige nok til, at medierne kan bruge dem som eksperter. Der må vi ty til mændene. Det ved man, hvad er.

Når jeg som kvinde taler med headhuntere om bestyrelsesposter, lyder et godt råd ofte - du skal være mere synlig. Skriv nogle kronikker, stil dig til rådighed med din faglighed og gerne også nogle holdninger.
Jeg er ikke den eneste, der har fået det råd.
Og der er masser af kvinder, der både kan og vil.

Men med mediernes totale blindhed, når det gælder kvinder som eksperter, så bliver det lidt en udfordring. Det der med synlighed.
For ikke at tale om rollemodeller. Og mangfoldighed i ledelser, råd og nævn. Og blandt professoraterne på universiteterne.
For ikke at nævne i medierne selv. I deres ledelser og bestyrelser. Og i den måde de ser verden på.

Kom nu. Udvid horisonten.

PS: magter ikke endnu en ørkesløs diskussion i presselogen om, hvem der gør det mindst ringe. Så spar os gerne for det.
Gør noget i stedet.

RING til en kvinde hver anden gang. Både hvis du er mediechef og bestyrelsesformand. Eller den der tildeler professorater eller sidder i ansættelsesudvalget for topledere.

Statsministeren talte i aftes om de unge, som ikke passer ind i de kasser, som de fleste passer ind i. Om de 45.000 unge, der ikke er i uddannelse eller arbejde.
Om deres mangfoldigged og potentiale.
At de skal have muligheder, der passer til dem.
Hun talte også om at løfte faguddannelserne.

At regeringsgrundlaget har så stor fokus på de 45.000 unge mænd og kvinder er glædeligt. Og på tide. Det samme med erhvervsuddannelserne.

Men jeg bliver lidt bekymret, for jeg hører at der sættes lighedstegn mellem sårbare unge/unge med diagnoser og faguddannelser. At løsningen på de sårbare unges udfordringer er en ”tømmeruddannelse”.
Det er det også. For mange. Men det gør det ikke alene.

For de sårbare unge er lige så forskellige, som alle vi andre. og hvis jeg blev spurgt om et råd til løsninger, ville jeg gøre det lettere for unge med diagnoser og andre benspænd at komme i gang med en uddannelse. At komme gennem nåleøjet ind på en uddannelse, hvor de lige præcis kan bruge de særlige kompetencer, mange af dem besidder.
Uanset om det er en boglig eller faglig uddannelse.

For de unge, der kan og vil en uddannelse, er der allerede gode muligheder for særlig støtte, når de ER kommet ind på en uddannelse. Der er også mulighed for økonomisk støtte i form af højere SU.
Men hvor ville det være fantastisk, hvis man samtidig med, at man styrker erhvervsuddannelserne, øremærkede et antal uddannelsespladser på uddannelsesinstitutionerne og forbeholdt dem de sårbare unge, der gerne vil studere - men som ofte har svært ved selv at skaffe sig vej ind.
Med dedikerede studiepladser får de en vej ind i et liv, hvor de kan udvikle sig og gøre det, de brænder for og samtidig bidrage til samfundet - og være ligeværdige deltagere i det selvsamme samfund.

For sårbarheder og diagnoser til trods, så har disse unge mennesker så meget at byde på. Og ofte har de også nogle andre spændende og givende perspektiver på både verden og livet.
De skal bare have muligheden for at tage en lidt anden rute… uden stopklodser og spærrebomme.

Jeg elsker mit arbejde.

Jeg elsker at være chef på øverste hylde, være rådgiver, have indflydelse og sætte mit præg, skabe kultur og resultater. Kort sagt bidrage til menneskers, virksomhedernes og samfundets udvikling og bedste.

Mit arbejde har været en meget stor del af mit liv – både i timer, engagement og mening. Sådan har det altid været. Eller rettere - næsten altid.
Det ændrede sig for et år siden, hvor jeg sagde farvel til Corporate Life. Farvel til mit team, min afdeling og min direktørtitel.

For langsomt havde der sneget sig en følelse ind af aldrig at slå rigtigt til, aldrig at gøre nok, ikke bidrage nok, være nærværende nok. Det blev mere og mere tydeligt, at på trods af, at jeg havde verdens bedste job, så var der noget, der manglede. Jeg havde mistet glæden og lysten.
Efter et par gåture og nogle ærlige samtaler med min chef, valgte jeg efter godt 25 år med fuld fart på karrieren at sige farvel og træde ud i ingenting.

Eller rettere – jeg trådte ud i præcis det, jeg havde brug for. En pause. Et sabbatår.
Selv om det var sorgfuldt som bare pokker at sige farvel, så var det også en stor lettelse. Så stor, at jeg på dagen, fandt mig selv med et stort glas rødvin dansende rundt i min stue til Annie Lennox’ legendariske ”Sisters are doing it for themselves”. Det er ikke ofte, at det sker for sindige jyder, kan jeg afsløre.

Siden har jeg brugt tiden på at reflektere, analysere, mærke efter, drikke kaffe med kloge mennesker, tale med mig selv. Jeg har været til stede i mit eget liv på en måde, som jeg aldrig troede, jeg turde eller var i stand til. Jeg har brugt et helt år på – ja nogle ville sige ingenting. Jeg vil sige det allervigtigste.

Og nu er følelsen af lyst, energi, ambitioner generøsitet, iværksættertrang og mening kommet tilbage og det hele er lagt i gryden til et nyt arbejdsliv. Og det simrer – sammen med alt alle de gode råd, opmuntringer og henvendelser, som jeg har fået i det seneste år. I ved hvem I er. TAK.
Det er berigende at være i gang igen. I gang med et arbejdsliv, hvor jeg er min egen chef – hvor jeg sætter dagsordenen. Og hvor der er en bedre balance. Og hvor lysten driver værket.
Helt konkret sker det i rammerne af MOESGAARD Consult. Min en-kvinde-virksomhed, hvor jeg rådgiver om det, der ligger mit hjerte, faglighed og kompetencer nærmest. Nemlig krydsfeltet mellem kommunikation, ledelse og forretning – med fokus på bæredygtighed, mangfoldighed og samfundet.

Hjemmesiden er på plads, kontoret indrettet og de første kunder er i butikken. Men der er plads til mere. Så kære alle i dejlige mennesker i mit netværk. Tøv ikke med at tage fat i mig, hvis I har en opgave eller en udfordring, som kræver en erfaren rådgiver eller sparringspartner.
Jeg er klar. Igen.