Smid håndklædet....
Stress er på vej til at blive en folkesygdom.
Vi ser folketingsmedlemmer, erhvervsledere, ministre og mennesker i vores omgangskreds, der må "smide håndklædet". Der "ikke kan klare mosten", fordi de "går ned" med stress.
Ville sådan ønske, at vi i vores sprog og mindset omkring stress var mere opmærksomme på, at stress - og andre mentale udfordrende tilstande - ikke handler om, om man er en touch cookie. Om man er robust. Om man er stærk, kampklar, fit for fight.
For mennesker rammes ikke af stress, fordi de ikke er "stærke nok", men fordi de over lang tid, har håndteret mere ansvar, klaret flere opgaver, imødekommet for mange forventninger. Fordi de har prøvet at være stærkere, end det er menneskeligt muligt og fordi det de skulle "klare" har været mere, end det er muligt at klare.
Når en aldeles arbejdsom og ansvarlig partileder og forsvarsminister (formodentlig ) er sygemeldt grundet stress, kommer spørgsmålet.
Er han ikke stærk nok? Kan han ikke klare opgaven? Er han "for svag"?
Men når man tager de sidste års arbejdsliv, ansvar, udfordringer, opgaver og forventninger i betragtning, så er det ikke underligt, at stråen ender med at knække kamelens ryg. Uanset hvor stærk kamelen er.
Det samme med store stærke og dygtige Mikkel Hansen, som vi forventer til enhver tid skal og kan redde nationens ære. Når selv Mikkel Hansen kan blive ramt at stress, er det endnu et bevis på, at det ikke handler om mangel på hverken mental eller fysisk styrke.
Det samme gælder for de 80 (!) kontorchefer i Skat, der er udsat for "sundhedsmæssig risiko", når de går på arbejde i den styrelse, der skal sørge for nye ejendomsvurderinger (dagens Berlingske). Og for den veninde, der må give op, fordi hun gør sit arbejde godt og er pligtopfyldende, når efterspørgslen på det, hun gør, bare stiger og stiger. Hvor hun hjælper andre så meget, at hun slider sig selv op.
Det handler ikke om styrke. Det handler ikke om, at mennesker, der rammes af stress, ikke er stærke nok. Det handler om, at DE ER MENNESKER - og at alle mennesker kan arbejde sig ud over kanten.
Og at vi desværre alt for længe har accepteret, at det er muligt at ryge ud over kanten. At vi ikke har taget hinandens mentale sundhed alvorlig nok til at indrette vores arbejdsliv på en måde, så vi ikke slider os selv og hinanden i stykker.
Og ja - det er ikke kun opgaverne. Det er medierne - også de sociale, vores egne ambitioner, umodne og urealistiske chefer...
Og nej - jeg har ikke LØSNINGEN.
Men lad os begynde med den helt store erkendelse - at stress ikke handler om svaghed. Og lad os bruge den erkendelse i måden, vi taler om stress på...
At vi anerkender, at det kan ramme alle - og at når det rammer, så er det fordi vi som ledere, arbejdspladser, kolleger, venner - og os selv - ikke har været i stand til at stoppe i tide - haft muligheden.
Måske er det der, vi mangler styrken - og modet.
Vi ser folketingsmedlemmer, erhvervsledere, ministre og mennesker i vores omgangskreds, der må "smide håndklædet". Der "ikke kan klare mosten", fordi de "går ned" med stress.
Ville sådan ønske, at vi i vores sprog og mindset omkring stress var mere opmærksomme på, at stress - og andre mentale udfordrende tilstande - ikke handler om, om man er en touch cookie. Om man er robust. Om man er stærk, kampklar, fit for fight.
For mennesker rammes ikke af stress, fordi de ikke er "stærke nok", men fordi de over lang tid, har håndteret mere ansvar, klaret flere opgaver, imødekommet for mange forventninger. Fordi de har prøvet at være stærkere, end det er menneskeligt muligt og fordi det de skulle "klare" har været mere, end det er muligt at klare.
Når en aldeles arbejdsom og ansvarlig partileder og forsvarsminister (formodentlig ) er sygemeldt grundet stress, kommer spørgsmålet.
Er han ikke stærk nok? Kan han ikke klare opgaven? Er han "for svag"?
Men når man tager de sidste års arbejdsliv, ansvar, udfordringer, opgaver og forventninger i betragtning, så er det ikke underligt, at stråen ender med at knække kamelens ryg. Uanset hvor stærk kamelen er.
Det samme med store stærke og dygtige Mikkel Hansen, som vi forventer til enhver tid skal og kan redde nationens ære. Når selv Mikkel Hansen kan blive ramt at stress, er det endnu et bevis på, at det ikke handler om mangel på hverken mental eller fysisk styrke.
Det samme gælder for de 80 (!) kontorchefer i Skat, der er udsat for "sundhedsmæssig risiko", når de går på arbejde i den styrelse, der skal sørge for nye ejendomsvurderinger (dagens Berlingske). Og for den veninde, der må give op, fordi hun gør sit arbejde godt og er pligtopfyldende, når efterspørgslen på det, hun gør, bare stiger og stiger. Hvor hun hjælper andre så meget, at hun slider sig selv op.
Det handler ikke om styrke. Det handler ikke om, at mennesker, der rammes af stress, ikke er stærke nok. Det handler om, at DE ER MENNESKER - og at alle mennesker kan arbejde sig ud over kanten.
Og at vi desværre alt for længe har accepteret, at det er muligt at ryge ud over kanten. At vi ikke har taget hinandens mentale sundhed alvorlig nok til at indrette vores arbejdsliv på en måde, så vi ikke slider os selv og hinanden i stykker.
Og ja - det er ikke kun opgaverne. Det er medierne - også de sociale, vores egne ambitioner, umodne og urealistiske chefer...
Og nej - jeg har ikke LØSNINGEN.
Men lad os begynde med den helt store erkendelse - at stress ikke handler om svaghed. Og lad os bruge den erkendelse i måden, vi taler om stress på...
At vi anerkender, at det kan ramme alle - og at når det rammer, så er det fordi vi som ledere, arbejdspladser, kolleger, venner - og os selv - ikke har været i stand til at stoppe i tide - haft muligheden.
Måske er det der, vi mangler styrken - og modet.