Stress er på vej til at blive en folkesygdom.
Vi ser folketingsmedlemmer, erhvervsledere, ministre og mennesker i vores omgangskreds, der må "smide håndklædet". Der "ikke kan klare mosten", fordi de "går ned" med stress.

Ville sådan ønske, at vi i vores sprog og mindset omkring stress var mere opmærksomme på, at stress - og andre mentale udfordrende tilstande - ikke handler om, om man er en touch cookie. Om man er robust. Om man er stærk, kampklar, fit for fight.

For mennesker rammes ikke af stress, fordi de ikke er "stærke nok", men fordi de over lang tid, har håndteret mere ansvar, klaret flere opgaver, imødekommet for mange forventninger. Fordi de har prøvet at være stærkere, end det er menneskeligt muligt og fordi det de skulle "klare" har været mere, end det er muligt at klare.

Når en aldeles arbejdsom og ansvarlig partileder og forsvarsminister (formodentlig ) er sygemeldt grundet stress, kommer spørgsmålet.
Er han ikke stærk nok? Kan han ikke klare opgaven? Er han "for svag"?
Men når man tager de sidste års arbejdsliv, ansvar, udfordringer, opgaver og forventninger i betragtning, så er det ikke underligt, at stråen ender med at knække kamelens ryg. Uanset hvor stærk kamelen er.

Det samme med store stærke og dygtige Mikkel Hansen, som vi forventer til enhver tid skal og kan redde nationens ære. Når selv Mikkel Hansen kan blive ramt at stress, er det endnu et bevis på, at det ikke handler om mangel på hverken mental eller fysisk styrke.

Det samme gælder for de 80 (!) kontorchefer i Skat, der er udsat for "sundhedsmæssig risiko", når de går på arbejde i den styrelse, der skal sørge for nye ejendomsvurderinger (dagens Berlingske). Og for den veninde, der må give op, fordi hun gør sit arbejde godt og er pligtopfyldende, når efterspørgslen på det, hun gør, bare stiger og stiger. Hvor hun hjælper andre så meget, at hun slider sig selv op.

Det handler ikke om styrke. Det handler ikke om, at mennesker, der rammes af stress, ikke er stærke nok. Det handler om, at DE ER MENNESKER - og at alle mennesker kan arbejde sig ud over kanten.

Og at vi desværre alt for længe har accepteret, at det er muligt at ryge ud over kanten. At vi ikke har taget hinandens mentale sundhed alvorlig nok til at indrette vores arbejdsliv på en måde, så vi ikke slider os selv og hinanden i stykker.
Og ja - det er ikke kun opgaverne. Det er medierne - også de sociale, vores egne ambitioner, umodne og urealistiske chefer...
Og nej - jeg har ikke LØSNINGEN.

Men lad os begynde med den helt store erkendelse - at stress ikke handler om svaghed. Og lad os bruge den erkendelse i måden, vi taler om stress på...
At vi anerkender, at det kan ramme alle - og at når det rammer, så er det fordi vi som ledere, arbejdspladser, kolleger, venner - og os selv - ikke har været i stand til at stoppe i tide - haft muligheden.

Måske er det der, vi mangler styrken - og modet.

Jeg elsker mit arbejde.

Jeg elsker at være chef på øverste hylde, være rådgiver, have indflydelse og sætte mit præg, skabe kultur og resultater. Kort sagt bidrage til menneskers, virksomhedernes og samfundets udvikling og bedste.

Mit arbejde har været en meget stor del af mit liv – både i timer, engagement og mening. Sådan har det altid været. Eller rettere - næsten altid.
Det ændrede sig for et år siden, hvor jeg sagde farvel til Corporate Life. Farvel til mit team, min afdeling og min direktørtitel.

For langsomt havde der sneget sig en følelse ind af aldrig at slå rigtigt til, aldrig at gøre nok, ikke bidrage nok, være nærværende nok. Det blev mere og mere tydeligt, at på trods af, at jeg havde verdens bedste job, så var der noget, der manglede. Jeg havde mistet glæden og lysten.
Efter et par gåture og nogle ærlige samtaler med min chef, valgte jeg efter godt 25 år med fuld fart på karrieren at sige farvel og træde ud i ingenting.

Eller rettere – jeg trådte ud i præcis det, jeg havde brug for. En pause. Et sabbatår.
Selv om det var sorgfuldt som bare pokker at sige farvel, så var det også en stor lettelse. Så stor, at jeg på dagen, fandt mig selv med et stort glas rødvin dansende rundt i min stue til Annie Lennox’ legendariske ”Sisters are doing it for themselves”. Det er ikke ofte, at det sker for sindige jyder, kan jeg afsløre.

Siden har jeg brugt tiden på at reflektere, analysere, mærke efter, drikke kaffe med kloge mennesker, tale med mig selv. Jeg har været til stede i mit eget liv på en måde, som jeg aldrig troede, jeg turde eller var i stand til. Jeg har brugt et helt år på – ja nogle ville sige ingenting. Jeg vil sige det allervigtigste.

Og nu er følelsen af lyst, energi, ambitioner generøsitet, iværksættertrang og mening kommet tilbage og det hele er lagt i gryden til et nyt arbejdsliv. Og det simrer – sammen med alt alle de gode råd, opmuntringer og henvendelser, som jeg har fået i det seneste år. I ved hvem I er. TAK.
Det er berigende at være i gang igen. I gang med et arbejdsliv, hvor jeg er min egen chef – hvor jeg sætter dagsordenen. Og hvor der er en bedre balance. Og hvor lysten driver værket.
Helt konkret sker det i rammerne af MOESGAARD Consult. Min en-kvinde-virksomhed, hvor jeg rådgiver om det, der ligger mit hjerte, faglighed og kompetencer nærmest. Nemlig krydsfeltet mellem kommunikation, ledelse og forretning – med fokus på bæredygtighed, mangfoldighed og samfundet.

Hjemmesiden er på plads, kontoret indrettet og de første kunder er i butikken. Men der er plads til mere. Så kære alle i dejlige mennesker i mit netværk. Tøv ikke med at tage fat i mig, hvis I har en opgave eller en udfordring, som kræver en erfaren rådgiver eller sparringspartner.
Jeg er klar. Igen.